Kvalitetsstandarder

Der er rigtig mange ting, der standardiseres

Standarder er anbefalinger

Teknikkens anerkendte regler.

Den regulerede hverdag startede den 22. december 1917. På denne dag blev DIN-instituttet (Deutsche Institut für Normung) grundlagt i Berlin, dengang dog under navnet NADI (Normenausschuss der deutschen Industrie). Den første DIN-standard (DIN 1) vedrørte koniske stifter og snart derefter fulgte standarderne, som alle børn har hørt om: nemlig papirformaterne DIN A 4 og DIN A 5.

I dag eksisterer der ifølge DIN omkring 30.000 DIN-standarder. Der findes tilsyneladende ikke noget, som ikke har sin egen standard. Lige fra vækkeure (DIN 8325-2) til sutter (DIN EN 1400-1) og bamser (DIN EN 71-1) og til toiletter (DIN EN 38). Ja, selv begrebet standard har sin egen standard (DIN EN 45020).

Standarder opstår i konsensus med eksperter vha. udvalg hos DIN, hos de europæiske standardisereringsorganisationer CEN/CENELEC eller hos de internationale standardiseringsorganisationer ISO/IEC. Her udarbejdes de i henhold til fastlagte principper samt regler for proces og udformning. Fageksperter undersøger det aktuelle tekniske niveau og finder derpå frem til en fælles version af indholdene. De skal varetage alles interesser.

DIN-standardernes aktualitet kontrolleres senest hver femte år. Alle kan i øvrigt ansøge om oprettelse af en standard. Hvilket mange også ved. DIN er ingen myndighed, men en registreret forening. Standarder er heller ikke påbud, men anbefalinger. Det vil sige: Det er op til den enkelte, om vedkommende anvender DIN-standarder eller ej. Medmindre det er reguleret ved lov eller er en del af en aftale. På trods af frivillighed er det en god idé, hvis man følger DIN-standarderne. For de gælder som teknikkens anerkendte regler. Dem der ikke tager hensyn til disse, udsætter sig selv for mistanke om ikke at handle i rette tid eller korrekt.

Det som kendes som DIN i Tyskland er på internationalt niveau f.eks. ISO-standarder eller de europæiske standarder EN. EN-standarderne er et udtryk for de pålagte krav fra det europæiske fællesskab. Hvis man opfylder disse, har man så at sige banet vejen inden for EU. Derfor betegnes de også gerne som rejsepas for et produkt.

Sådan sørger D+H for pålidelige standarder

Hvor mange standarder, der findes på verdensplan, kan man kun gisne om, men det er sikkert flere hundredtusinde. Nogle af disse vedrører også naturlige brand- og røgventilatorer (ABV). Som f.eks. den nye DIN 18232-9. Den fastlægger minimumkrav for så vigtige egenskaber som varmebestandighed, funktionssikkerhed eller vindpåvirking og snelaster. Med denne regulering defineres et kvalitetsniveau for Tyskland. Eftersom det svarer til en premium-udbyders filosofi, forbereder D+H sig selv på de nødvendige standardiseringer.

Således gør Maik Schmees som stedfortrædende formand for arbejdsudvalget for røg- og varmefriholdelse et vigtigt standardiseringsarbejde. Den tekniske leder fra D+H repræsenterer desuden som delegationsleder Tyskland de nationale interesser på internationalt udvalgsniveau.

Hans erklærede må er: At det retningsgivende tyske kvalitetsniveau, der er defineret af D+H, også skal anvendes i de europæiske og internationale standarder. For her skiller vandene stadig parterne. Den nye DIN 18232-9 er et godt eksempel på dette:

Indtil 2003 regulerede den tyske prøvningsstandard mindsteværdierne for ABV. Så blev disse erstattet af den europæiske prøvningsstandard EN 12101-2 – og mindsteværdierne bortfaldt. Dermed blev der skabt mulighed for sammenligning med de fælles direktiver, men også gået på kompromis hvad angår kvalitetsaspektet. En på sin vis fornuftig foranstaltning blotlagde store svagheder. For i stedet for at få prøvet alle de vigtigste egenskaber skulle producenten kun prøve en. En ikke acceptabel tilstand for D+H's kvalitetskrav, der skulle korrigeres. Maik Schmees indsendte en standardiseringsansøgning, der blev vedtaget enstemmigt i foråret 2014.

I september 2015 frigav DIN NABau standarden til rundspørge. Der var så godt som ingen indsigelser, før den endelig blev frigivet fra NABau (Normenausschuss Bauwesen) i marts 2016. Takket være arbejdet fra Maik Schmees fra D+H findes der således igen mindsteværdier for ABV i Tyskland – og dermed også planlægnings- og udføringssikkerhed, kvalitet og transparens.

  • Regulering

    Teknikkens anerkendte regler.

    Den regulerede hverdag startede den 22. december 1917. På denne dag blev DIN-instituttet (Deutsche Institut für Normung) grundlagt i Berlin, dengang dog under navnet NADI (Normenausschuss der deutschen Industrie). Den første DIN-standard (DIN 1) vedrørte koniske stifter og snart derefter fulgte standarderne, som alle børn har hørt om: nemlig papirformaterne DIN A 4 og DIN A 5.

    I dag eksisterer der ifølge DIN omkring 30.000 DIN-standarder. Der findes tilsyneladende ikke noget, som ikke har sin egen standard. Lige fra vækkeure (DIN 8325-2) til sutter (DIN EN 1400-1) og bamser (DIN EN 71-1) og til toiletter (DIN EN 38). Ja, selv begrebet standard har sin egen standard (DIN EN 45020).

    Standarder opstår i konsensus med eksperter vha. udvalg hos DIN, hos de europæiske standardisereringsorganisationer CEN/CENELEC eller hos de internationale standardiseringsorganisationer ISO/IEC. Her udarbejdes de i henhold til fastlagte principper samt regler for proces og udformning. Fageksperter undersøger det aktuelle tekniske niveau og finder derpå frem til en fælles version af indholdene. De skal varetage alles interesser.

    DIN-standardernes aktualitet kontrolleres senest hver femte år. Alle kan i øvrigt ansøge om oprettelse af en standard. Hvilket mange også ved. DIN er ingen myndighed, men en registreret forening. Standarder er heller ikke påbud, men anbefalinger. Det vil sige: Det er op til den enkelte, om vedkommende anvender DIN-standarder eller ej. Medmindre det er reguleret ved lov eller er en del af en aftale. På trods af frivillighed er det en god idé, hvis man følger DIN-standarderne. For de gælder som teknikkens anerkendte regler. Dem der ikke tager hensyn til disse, udsætter sig selv for mistanke om ikke at handle i rette tid eller korrekt.

    Det som kendes som DIN i Tyskland er på internationalt niveau f.eks. ISO-standarder eller de europæiske standarder EN. EN-standarderne er et udtryk for de pålagte krav fra det europæiske fællesskab. Hvis man opfylder disse, har man så at sige banet vejen inden for EU. Derfor betegnes de også gerne som rejsepas for et produkt.

  • Standardisering

    Sådan sørger D+H for pålidelige standarder

    Hvor mange standarder, der findes på verdensplan, kan man kun gisne om, men det er sikkert flere hundredtusinde. Nogle af disse vedrører også naturlige brand- og røgventilatorer (ABV). Som f.eks. den nye DIN 18232-9. Den fastlægger minimumkrav for så vigtige egenskaber som varmebestandighed, funktionssikkerhed eller vindpåvirking og snelaster. Med denne regulering defineres et kvalitetsniveau for Tyskland. Eftersom det svarer til en premium-udbyders filosofi, forbereder D+H sig selv på de nødvendige standardiseringer.

    Således gør Maik Schmees som stedfortrædende formand for arbejdsudvalget for røg- og varmefriholdelse et vigtigt standardiseringsarbejde. Den tekniske leder fra D+H repræsenterer desuden som delegationsleder Tyskland de nationale interesser på internationalt udvalgsniveau.

    Hans erklærede må er: At det retningsgivende tyske kvalitetsniveau, der er defineret af D+H, også skal anvendes i de europæiske og internationale standarder. For her skiller vandene stadig parterne. Den nye DIN 18232-9 er et godt eksempel på dette:

    Indtil 2003 regulerede den tyske prøvningsstandard mindsteværdierne for ABV. Så blev disse erstattet af den europæiske prøvningsstandard EN 12101-2 – og mindsteværdierne bortfaldt. Dermed blev der skabt mulighed for sammenligning med de fælles direktiver, men også gået på kompromis hvad angår kvalitetsaspektet. En på sin vis fornuftig foranstaltning blotlagde store svagheder. For i stedet for at få prøvet alle de vigtigste egenskaber skulle producenten kun prøve en. En ikke acceptabel tilstand for D+H's kvalitetskrav, der skulle korrigeres. Maik Schmees indsendte en standardiseringsansøgning, der blev vedtaget enstemmigt i foråret 2014.

    I september 2015 frigav DIN NABau standarden til rundspørge. Der var så godt som ingen indsigelser, før den endelig blev frigivet fra NABau (Normenausschuss Bauwesen) i marts 2016. Takket være arbejdet fra Maik Schmees fra D+H findes der således igen mindsteværdier for ABV i Tyskland – og dermed også planlægnings- og udføringssikkerhed, kvalitet og transparens.

Kvalitetsstyring

Hvis det handler om kvalitet hele tiden

Her er hver enkelt del en testvinder.

Fejl er menneskelige. Det ved man også hos D+H. Men udelukkende at stole på maskiner kan ikke komme på tale. Ikke kun fordi man sætter stor pris på det menneskelige aspekt i denne virksomhed, men også fordi man dårligt kan erstatte medarbejderne. Eksempel elektronikfremstilling. Denne produktionsproces hører til de meget følsomme områder, og er derfor underlagt alsidige prøvninger. De starter med SMD-bestykningen. Her prøves den enkelte komponent på printkortet 100 procent med et kamera i høj opløsning. Den såkaldte AOI (Automatisk Optiske Inspektion) sikrer, at fejl som manglende eller forkerte komponenter konstateres allerede tidligt i produktionsprocessen. Derefter ønskes dog erfaringen fra dygtige medarbejdere. Ved den manuelle THD-fremstilling underkastes loddesteder en visuel test. Men hvorfor satser D+H på en visuel inspektion her?

Fordi det menneskelige øje er mere pålideligt end maskinen. For maskiner har ingen intuition. For at registrere tilsvarende fejl skal de indstilles så nøjagtigt, at de også ville registrere mange betydningsløse ting. Med andre ord ville det medføre såkaldte pseudofejl. Efter eksperternes strenge blik følger yderligere kontroller. I den mellemliggende prøve handler det om at teste komponenternes funktion. Når de har bestået denne test, går vejen til sidst videre til endemontagen. Men også der venter 100-procent-prøvninger. I den forbindelse undersøges de mekaniske parametre som kraft og åbning plus samtlige elektroniske måleværdier, f.eks. hastigheden. Ethvert produkt fra D+H skal, når det forlader fabrikken, leve 100 % op til sikkerhed og funktion. I perioden, hvor varerne kommer ind og indtil slutproduktion, bliver alle produktionsdele testet mindst fire gange. Målestokken ligger meget højt for kvalitet. Så højt, at man kun stoler på egne krav – og selv fremstiller de respektive testapparater. Lønnen er produkter, der er i vedvarende brug hos kunderne mellem 25 og 30 år.

Kvalitetsstempel

Først et ry som billig, og derefter prædikat som kvalitet

Om succesmærket "Made in Germany".

Det hele startede med knivproducenter fra Sheffield i England. Da de klagede sig over de mange tyske kopier på det britiske marked, udstedte den britiske regering den 23. august 1887 en lov om varemærker. Loven ""Merchandise Marks Act"" skulle sætte en stopper for den tyske konkurrence. Fra denne dag skulle tyske produkter være forsynet med mærket ""Made in Germany"". Told på tyske varer havde skadet Storbritannien selv, så derfor besluttede man sig for med teksten ""Made in Germany"" at advare mod billige kopier fra Tyskland.

Dette gav i den grad bagslag. For dette brændemærke blev hurtigt til et prædikat. Indtil slutningen af det 19. århundrede vandt de tyske producenter i den grad indpas pga. kvaliteten af deres varer, så den tidligere advarsel om dårlig kvalitet, forvandlede sig til at være udtryk for god kvalitet. Og det har ikke ændret sig siden – på trods af globalisering. Mærket ""Made in the EU"" kunne ikke gennemføres, ikke mindst pga. protesterne fra Tyskland.

Da de fleste produkter for længst ikke produceres i Tyskland, er det imidlertid uklart, hvad der nøjagtigt menes med ""Made in Germany"". Her er eksperterne uenige. Nogle mener, at kravet til udmærkelsen er opfyldt, når enkeltdele fra hele verden samles i Tyskland. Andre synes, at mindst 51 procent af de anvendte dele skal stamme fra Tyskland. En tredje teori går ud på, at mindst 45 procent af produktionen skal finde sted i Tyskland.

Uanset hvad: Så er ""Made in Germany"" et kvalitetsmærke. Ifølge forbrugerundersøgelser mener forbrugerne, at det står for en førsteklasses forarbejdning, pålidelighed, fremragende kvalitet – og for innovation. Sidstnævnte bekræftes af hhv. 100.000 tyske og over 15.000 internationale patentanmeldelser årligt. Men hvor meget er ""Made in Germany"" mon egentlig værd? Det har erhvervsøkonomer regnet på. Ifølge dem havde kvalitetsmærket i 2013 en værdi af 3,836 milliarder euro.

Pressemeddelelser

Nyt + Værd at vide

Uddannelse

Job + Karriere

Galleri

Vel udført