I dag forsøger man at skabe bymæssig atmosfære ved at udbygge og sammenflette de forskellige anvendelsesformål. Det er modbevægelsen til byplanlægningen i 60'erne og 70'erne, da folk efter arbejdstid skulle køre ud i forstæderne og villakvartererne. Denne udvikling stiller man i dag op mod fordelene ved sammenblandingen af bolig, arbejde, indkøb og fritid. Mange taler her om en genfødsel af den indre by. Dette gælder især for områder i den indre by, som tidligere blev anvendt til industrielle formål og nu er under omdannelse. Disse byudviklingsområder er den faste forestilling om det, som vi i dag forstår med den optimale by: Blokrandbebyggelse med legepladser i stille indre gårde. Høje stueetager til caféer og små butikker. Forbud mod bilkørsel og stisystemer til offentlig nærtrafik. Arbejdspladsen ligger ikke langt fra boligen og ideelt set ligger bageren, renseriet og børnehaven på vejen. Lavere forbrug af individuelle og naturlige ressourcer er oppe i tiden.
Også arkitekt og byplanlægger Jan Gehl fra København interesserer sig for det, som sker mellem husene i det offentlige rum. I hans projekter spiller det uplanlagte og improviserede en hovedrolle: de spontane kontakter og bevægelsesstrømmene. Han vil lave byer for mennesker, hvor det menneskelige aspekt er det vigtigste. Hans ideal er den historiske, mediterrane by indrettet med en nabovenlig atmosfære i modsætning til modernismens funktionalistisk prægede, trøstesløse satellit- og sovebyer.
Dæmpet trafik i gaderne, let at nå ting til fods, de rigtige proportioner og grønne arealer er hans grundsætninger. Efter at han i 70'erne med succes gjorde København til fodgænger- og cykelby, rådgiver hans bureau i dag byer som London og New York. At Times Square nu atter passer til sit navn og er blevet en plads, hvor mennesker kan opholde sig, sidde eller flanere, er kun et resultat af disse tiltag.
